Jeg slap jer sidste gang, da jeg havde fået besked om, at stillingen var min. Og jeg var ret glad, forundret og overvældet og det hele havde en skær af uvirkelighed. Der gik også et stykke tid, inden jeg begyndte at fortælle det til folk uden for familien – faktisk i omegnen af en måned (dog fik min gamle chef, som også havde inde over med udtalelse, og min nye chef hurtig besked – der skulle jo bl.a. søges om orlov fra min nuværende stilling som læge i Hjørring).
Og jeg blev mødt, og bliver stadig mødt, af en fantastisk nysgerrighed og velvilje – og en forbavsende mangel på mistro! Ikke én eneste gang er jeg blevet mødt med ”Aaaah… det kan vist ikke passe det dér, Nadja!”. Måske undtaget én enkelt gang…
Jeg er nemlig ret glad for lakrids (det er nordjysk for, at 50 % af min vanlige kost er lakrids – og for at holde kosten varieret, det er jo vigtigt, skifter jeg mellem poletter og lakridspiber). Så jeg tænkte, at kombinationen af Pingvin-lakrids og Antarktis ville være fabelagtig! Og samtidig kunne jeg udsætte mine kolleger på Concordia for det altid sjove eksperiment at give ikke-skandinaver saltlakrids. Så jeg skrev til Toms og forklarede lidt om min nye stilling og spurgte, om de ikke var villige til at sponsorere lidt lakrids til 12, med garanti, kommende lakrids-elskere. Jeg fik et ”nej” og ”vi får mange lignede henvendelser”. Haha, jamen dog!
(Jeg slog mig i stedet sammen med bland-selv-slikken i Kvickly (de har også lakridspiber))!
Resten af april gik, og i starten af maj blev det tid til det første møde i ESA-regi. Jeg tog direkte fra aften-nattevagt til lufthavnen og, efter en genvej over London, befandt jeg mig i forstæderne til Köln og i 30 graders forårsvarme.
Ortopædkirurgerne i Aalborg havde få uger forinden givet mig grønt lys til at begynde at løbe igen efter 6 måneders pause grundet en Jones’ fraktur i højre fod. Så sol, varme, ESA-spænding og løbesko fik mig drevet ud af lufthavnshotellet - Jeg kunne jo lige løbe ud til DLR (Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt), hvor ESA bl.a. træner astronauterne, og hvor mødet skulle finde sted, så jeg vidste hvor jeg skulle hen dagen efter. Sondere terrænet og den slags. Og at skulle kigge på google maps med jævne mellemrum ville være en glimrende undskyldning for en pause, jo. Så efter 4 kilometer i flyvende form (ha ha) dukkede jeg pustende og rødkindet op ved sikkerhedskontrollen, som var et helt andet sted på kortet – så jeg blev faktisk lidt overrasket. Vagten så også lidt overrasket ud og købte ikke helt, at jeg skam var (næsten – ingen kontrakt endnu) ansat ved ESA. Så jeg måtte vende om – og gjorde jeg med et stort smil! 😊
Dagen efter (efter at være kravlet over hegnet på DLR - nej pjat, ting går jo meget lettere, når man er meldt og har et pas med) mødtes jeg med to ESA-repræsentanter, hvoraf den ene havde været med til min samtale i Paris, samt repræsentanter fra 4 af de projekter, jeg skal udføre på Concordia. Jeg fik en kort gennemgang af de 4 projekter, som alle kigger på, hvordan vi påvirkes fysisk og/eller mentalt af langvarig isolation, højdepåvirkning og deraf relativ iltmangel.
Ét af projekterne fokuserer primært på hvordan knogler, muskler og kropssammensætning påvirkes, et andet på hvordan vores gener, immunforsvar og bakteriesammensætning i tarmen påvirkes, et tredje på hvordan vores navigationsevne, koordination og mentale evner påvirkes og et fjerde på hvordan symptomer på højdesyge udvikler sig, hvor længe de kan spores og hvordan væskefordelingen i kroppen ændrer sig.
Spændende, ikke? Det var en fornøjelse at møde dem, og det gjorde det hele en anelse mere håndgribeligt.
Sidst på dagen fik jeg en rundtur i bygningen, hvor mødet fandt sted (det er én bygning ud af mange på det store DLR-kompleks i udkanten af Köln) og mødte bl.a. én af de læger, som tidligere havde haft ”mit” job og som nu arbejder med astronauterne – han havde heldigvis kun positivt at sige om sine oplevelser. Og til sidst fik jeg en rundtur i nogle af astronauternes træningsfaciliter og kunne rejse hjem PÆNT star-strucked.
Jeg kunne måske nok have fløjet hjem uden at gøre brug af flybilletten – sådan føltes det i hvert fald. Men i stedet sad jeg og tænkte "detersåvildtdetherdetersåvildtdether" non-stop på rejsen hjem.
Forude ventede planlægning og udførelse af træning hos hver af forskningsgrupperne, træning hos polarinstituttet i Frankrig, møde med mine kommende kolleger, en masse papirarbejde og (flere) lægeundersøgelser – og så lidt koordinering med arbejdet og resten af hverdagen.
Bring it on!
Comentários