Og så gik der alligevel to uger! Jeg har en fornemmelse af, at jeg burde kede mig inde i denne forvoksede makrel-i-tomat-dåse (af den runde slags), men det sker bare ikke. Tiden flyver afsted. Men jeg kan selvfølgelig forsvare mig med, at hernede sydpå er solen ikke gået ned siden jeg sidst skrev, og to blogindlæg på samme dag er da helt godt klaret!
Nuvel. Winter is coming. Siden sidst er antallet af mennesker i Concordia blevet halveret, vi er nede på 34, og her virker en smule tomt og stille. Temperaturen har ligget mere eller mindre konstant omkring minus 45 til minus 58 den sidste uge. Og bl.a. er en af de mest fænomenale (eller i hvert en af de mere spektakulære) dansere jeg nogensinde har set, rejst. Hertil også den lokale iskunstner, basens andet A-menneske og den tilsyneladende mest fredelige franske meteorolog, som dog viste helt andre sider af sig selv, når han fik et bordtennis-bat i hånden. Kort sagt: de sidste måneder har budt på nye bekendtskaber og venner, og det har været en absolut fornøjelse og berigelse. De vil blive savnet. Og mødet med disse mennesker er endnu et punkt på den efterhånden meget lange liste af fantastiske hændelser, som de sidste snart 12 måneder med dette job, har budt på. Jeg kniber mig stadig dagligt i armen over at være så heldig og privilegeret.
Inden deres afrejse nåede de franske mikrometeorit-jægere at fjerne godt 1000 kubikmeter is/sne, hvad der er en ny rekord i øvrigt. Sne som blev smeltet (langsomt), filtreret og mikroskoperet og nu venter på de endelige analyser i Frankrig. Og det var ikke været svært at spotte deres begejstring over at være færdige med at tilbringe timer hver dag i deres minus 50 grader kolde grøft, udstyret med beskyttelsesdragter, gummihandsker, hakke og skovl. De så til tider lidt trætte ud ved aftensmaden. Til gengæld kunne vi andre nærmest følge dagens gang uden brug af ur ved hjælp af deres radiomeldinger, som gentog sig 3-4 gange i løbet af dagen – ”we are going to the trench” – ”we are back from the trench” - og så sende dem en mental kop kaffe engang imellem og et ønske om løs sne.
Færdiggørelsen af gravningen betød nu også, at grøften nu kunne kontamineres! Beskidte støvler var pludselig velkomne! Og det vil sige prøve at tage turen ned i grøften på både kælk og snescooter for fuld skrue – det sidste med størst succes, kan jeg hilse og fortælle.
Vi tog derfor afsted på søndagstur - tre snescootere med anhængere, hvilket svarer til i alt ca. 12-15 mennesker. Og det var utroligt smukt og fascinerende at se isens mange lag og en magisk følelse at gå nede i grøften, omgivet af den hvide sne og med den klare blå himmel over os - så gør det altså ikke så meget, at kulden river lidt i næsen.
Og nu er Antarktis jo jordens tørreste kontinent, så der bliver ikke bygget mange centimeter på snelaget hvert år. Så de ca. 7 meters dybde som vi kom ned i i grøften, svarer til ca. 80 års snefald. Så da den sne, som vi stod på i søndags, faldt, var tyskerne ved at gøre antræk til at invadere Polen og dermed starte 2. verdenskrig, atombomben var stadig kun en idé, og nobelprisen i medicin blev givet for udviklingen af sulfapræparater (en opdagelse bl.a. mange med blærebetændelse siden har været glade for) til en tysk forsker, som ikke fik lov til at modtage prisen af Hitler.
Og min bedstefar rendte rundt i shorts (dog måske ikke i februar) og hyppede kartofler (helt sikkert også i februar).
Som jeg har skrevet lidt om tidligere, så har nogle af forskerne her med jævne mellemrum taget initiativ til små oplæg om deres forskning. Der har bl.a. været oplæg om mikrometeorit-projektet, om rumvejr (det skriver jeg mere om på et senere tidspunkt, når vi er begyndt at kunne se nattehimlen og det er endnu mere relevant), exoplaneter, aflejringer i isen fra forhistoriske vulkanudbrud – og skyer. Det har været rigtig interessant og fantastisk, at de har taget tiden til at formidle deres arbejde – så jeg besluttede mig for at gøre gengæld.
Den biomedicinske forskning kan godt føles lidt som en niche her, selvom jeg helt klart er den, der har det største kontor i basen (og helt sikkert også de fleste dimsedutter – og hele 3 centrifuger). Da jeg er den eneste, der laver biomedicinsk forskning her, er der ikke mange at sparre med – men interessen er stor fra de andre, ikke mindst for den mest iøjnefaldende af mine ”gadgets”: Soyuz-simulatoren.
Derudover er mit indtryk, at mange har den opfattelse, at jeg tager blodprøver dagen lang. Stakkels DC15-deltagere, hvis det var tilfældet – de ville nok snart begynde at se lidt blege ud den stigende blodprocent til trods (som en reaktion på den tynde luft producerer man flere røde blodceller – det er på listen over ting, jeg vil vende tilbage til i senere blogindlæg).
Så jeg gav en præsentation af de 5 projekter, jeg samler data ind til aktuelt. Og som tidligere nævnt omhandler de alle psykologiske eller fysiologiske reaktioner på isolation og højde – anskuet fra forskellige vinkler. Der bliver kigget på eventuelle ændringer i immunforsvaret, i gener, i bakteriesammensætningen i tarmen og på hvordan muskler, knogler, fysisk aktivitet og koordination (måske) forandrer sig. Og så bliver der kigget på både psykiske tegn på stress og målt stresshormoner, mens et projekt også kigger på hvordan kroppens reaktion på netop den tynde luft udvikler sig både akut og over længere tid.
Det er, for at sige det på jysk, ski'e spændende, og det syntes tilhørerne heldigvis også. Der var mange gode spørgsmål og en stor villighed til at indgå i kortere projekter.
Og jeg fik fordoblet antallet af post-its på min væg under overskriften ”ideas for research” (der er også en del sundhedsantropologiske under den fane).
Jeg sluttede præsentationen af med at fortælle lidt om noget af den forskning, der allerede er lavet og udgivet.
Da vi jo kun er mellem 10 og 15 mennesker hver vinter, tager forskning i Concordia tid. Man skal have en vis mængde data for at kunne fremstille et resultat rimeligt sikkert, så de fleste projekter kører ca. 3 år – og så skal data bearbejdes, artikler skrives og publiceres. Så der er faktisk ikke frygtelig mange udgivelser med data fra Concordia.
En stor del af det, der er udgivet, omhandler søvn. Og søvn, eller mangel på samme, er noget der fylder hos mange af os – også fordi, tror jeg, det er noget rimeligt håndgribeligt. Mængden af timer, man sover og antallet af gange, man vågner i løbet af en nat, er noget man er opmærksom på og noget, vi taler om. Det er også en af de erfaringer, som gives videre fra år til år – sidste år var der f.eks. flere overvintere, der ikke sov mere end ca. 3 timer per nat – hele vinteren. Og interessant nok resulterede de ekstra vågne timer bl.a. i, at de opdagede kreative evner, de ikke anede, de havde før de tog til Antarktis.
Det skal dog siges, at det lyder på dem, som om de er i fuld gang med at indhente det forsømte efter at være kommet tilbage til havniveau. :- )
Og nu er der risiko for, at det bliver lidt tørt (men spændende, selvfølgelig)…
En undersøgelse (1) lavet af en gruppe personer, som tilbragte en sommer (i telt) i Antarktis viste bl.a. at både søvnrytme og udskillelsen af søvnhormonet melatonin, kroppens egen sovepille og som nogle måske kender fra bl.a. antidepressiv medicin, bliver forstyrret. Folk både føler, at søvnen er dårligere, men polysomnografi, hvor man registrerer aktivitet og søvnens faser, viste også at søvnfaserne kom i ”forkert” rækkefølge under opholdet i Antarktis. Samtidig blev melatonin ikke længere udskilt om aftenen eller først på natten, hvor de giver mest mening, men om morgenen omkring det tidspunkt, hvor deltagerne stod op… så ikke noget at sige til, at de var trætte og måske havde brug for en ekstra kop kaffe. Til gengæld viste spørgeskemaer, at deres symptomer på depression var lavere end hos de personer (i Tyskland) de blev sammenlignet med, og de følte også generelt mere energi og gåpåmod.
Så måske er folk i Antarktis trætte - men glade og entusiatiske!
Undersøgelser af overvintere i Concordia, hvor man bl.a. har sammenlignet med overvintere på den franske base Durmont D’Urville som er placeret i havniveau (2), viste også flere opvågninger, kortere søvn og mindre effektiv søvn i Concordia. Det peger imod, at det ikke så meget er isolationen, kulden eller arbejds-/leveforholdene der påvirker søvnen, men at højden og den tynde luft sandsynligvis spiller en større rolle i søvnforstyrrelserne.
Og hvorfor nu det?
Måske fordi den tynde luft påvirker vejrtrækningen, så man i perioder trækker vejret meget hurtigt, efterfulgt af langsommere vejrtrækninger eller endda kortere pauser – såkaldt ”periodic breathing”. Det er der en anden gruppe (3), der har undersøgt, og det viste sig, at nogle af personer i Concordia havde op til 160 af disse episoder i timen i løbet af natten (gennemsnitlig 65) og at der ikke skete nogen tilvænning i løbet af opholdet. Og disse episoder kan påvirke søvnkvaliteten og længden af søvn.
Interessant nok var der dog meget stor forskel mellem forsøgspersonerne, så måske er nogle personer bedre fysiologisk egnet til ophold i den tynde luft end andre.
Det finder vi måske ud af på et tidspunkt.
Men noget der kan bedre nattesøvnen, er frisk frugt (dog ikke videnskabeligt bevist!)
Kilderne (1-3) kan findes nederst i blog-indlægget.
Efter et par uger uden fly og anden transport til og fra basen, kom der for en uges tid siden endelig aktivitet igen. Både vogntoget fra kysten ankom, bl.a. med to gigantiske containere med frossen mad, og der har været fly med gods og, som antydet i starten, personer til og fra basen – mest fra. Det har både medbragt frisk frugt og gulerødder (som nogen sendte mange, meget lange blikke), men også god fysisk træning. Containerne med frossen mad skulle nemlig tømmes, og de indeholdt godt 8 tons mad. Så ca. 30 af os linede op foran basen, og efter de obligatoriske ca. 15 minutters kaos, hvor alle og ingen ville bestemme strategien, blev der lavet rækker og maden transporteret frem og tilbage mellem containere, jord og nye containere. Hele seancen tog godt 6 timer med lidt frafald af personer undervejs (andet arbejde, ømme rygge, frosne fingre). Men jeg tør rolig love mine forældre, at så længe varmen ikke går eller elektriciteten svigter (og det gør den ikke), kommer vi ikke til at sulte!
Der er sågar dansk salami…
Og prøv nu at lukke øjnene og forestille jer en lang række mennesker i polartøj, på Antarktis, sende kæmpestore oste videre i en lang række…. Det er altså et lettere grotesk, men meget, meget komisk syn – (som jeg desværre ikke fik taget et billede af – men jeg får helt lyst til at lave en tegning).
Til slut vil jeg fortælle en lille sjov historie om, hvor svært (eller let?) det er at blive væk i Concordia. Og måske også en god illustration af, at snakken hurtigt går her – hvis man vil lave sociale studier, er Concordia altså virkeligt et godt sted at tage fat 😊
For et par uger siden havde jeg en skypeaftale med en god ven i Danmark, og for at undgå travlhed på nettet havde vi aftalt at skype kl. 19 Concordia-tid (kl. 12 dansk tid) – det er nemlig det tidspunkt, hvor aftensmaden serveres. Vi skypede en times tid og da jeg efterfølgende poppede ud fra computerrummet igen, viste det sig, at jeg havde skabt en mindre beredskabssituation.
Nogen havde nemlig set mig gå mod vores summercamp om eftermiddagen (jeg havde haft nogle prøver med til opbevaring under isen), men ikke set mig komme tilbage. Var jeg blevet væk et sted derude??
Andre var mindre bekymrede for mit helbred og havde i stedet straks givet sig til at undersøge, hvem der ellers manglede til aftensmaden (det er også en bedre historie, jo).
Summa summarum havde jeg været både efterlyst over radio og på basen – ingen havde dog overvejet at kigge i computerrummet, tjekke om mit overtøj (med navn) hængte på sin faste plads eller… skrive til min mobiltelefon.
Lesson learned – don’t miss meal-times and always carry the radio (and bacon)! 😊
Kilder:
1: Nathalie Pattyn et al: Sleep during an Antarctic Summer Expedition
2: Gregory Collet et al: Altitude and Seasonality Impact on Sleep in Antarctica
3: Helio Fernandez Tellez et al: Sleep-related Periodic Breathing Does Not Acclimatize to Chronic Hypobaric Hypoxia: A 1-year study at High Altitude in Antarctica
Comments