Forskellen mellem at være indenfor og udenfor i Concordia er nærmest overvældende. Det burde virkelig ikke komme som nogen overraskelse, selv ikke for mig, der generelt let bliver overrasket. Men når man sidder i laboratoriet, som jeg har gjort det meste af dagen i dag, glemmer man hurtigt, at man ikke er i Aalborg - eller et hvilket som helst andet sted med stole, kaffekopper og uendeligt mange prøveglas og pipetter. Men et kig ud ad vinduet fortæller en anden historie. Det hvide landskab virker nærmest kunstigt, når man betragter det gennem et lille vindue. Et lille vindue med to massive glasruder med et lag is nederst i karmen imellem dem.
ESA-laboratoriet er småt og en smule overfyldt. Som alle andre rum i Concordia har det en form, der kan lede tankerne hen på ”ostene” i Trivial Pursuit, hvilket selvfølgelig skyldes konstruktionen af Concordia. Og rummet er fyldt med ting.
Lige så udfordrende (og dyrt) det er, at få ting transporteret ind på isen i Antarktis, lige så vanskeligt er det at få tingene ud igen – og man skal være sikker på, at dét, der transporteres ud, også er noget man kan og vil undvære. Og det er tydeligt, at der igennem årene også har været flere forskningshold, der, fornuftigt nok, ville være sikre på, at der var nok af de ting, der skulle bruges!
Skabene bugner!
Og når den antarktiske sommer åbner op for transport af nyt personale, gulerødder og græskar (!) og bacon, kommer der også nye kasser til ESA-laboratoriet – og det sker, at flasker med buffere eller lignende har været udsat for frost og er eksploderet i kasserne, hvilket giver udpakningen lidt ekstra spænding.
Lige nu har jeg gang i en mindre skattejagt efter ting, som har været pakket væk det sidste år og nu skal i brug igen. ESA åbner hvert år for ansøgninger fra forskere, der gerne vil udføre projekter på Concordia, og vælger herefter et bestemt antal ud. Nogle projekter kører flere år i træk, nogle et enkelt og nogle gange gør omstændigheder, som f.eks. færre deltagere end forventet, at projekterne må springe et år over, da de ikke ved ansøgningsdeadline ved, om de har brug for et år mere. Det kan betyde, at tingene forbliver på basen - men gemt strategiske steder, da det netop ikke er frostfri plads der er mest af.
Jeg tager ting og sætter ting på plads i min jagt på en pose med aktivitetsure og finder 50 urremme – men ingen ure. Men jeg er ret overbevist om, at de er her et sted. Heldigvis har jeg et par ugers overlap med Carmen, den østrigske læge der om et øjeblik fratræder stillingen som ESA Research MD, og som heldigvis har set tingene – et eller andet sted. Godt, at der stadig er et par dage før de næste af ”mine” forsøgspersoner ankommer.
Og godt at vi kan drikke kaffe og sludre, mens der pakkes ud, ned og væk. De sidste dage har heldigvis også budt på ture ud i den kolde, hvide verden.
Over ”hoveddøren” hænger en skærm, hvor det aktuelle vejr vises – temperatur, temperatur med windchill, vindforhold og luftfugtighed. Aktuelt svinger temperaturen mellem -40 og -50, som føles lidt køligere med de 2-3 sekundmeter vind, der oftest er. Luftfugtigheden er konstant omkring 40 %, hvilket får det til at virke varmere end forventet, men også får læberne til at revne. Men udenfor varmer solen forbavsende godt, og jeg kan godt få det varmt i den blå flyverdragt, jeg lidt imod forventning er blevet glad for. Nogle gange hører jeg brummen fra snescooterne eller de større køretøjer, som transporterer sne, varer fra flyet eller graver omkring sommerlejren, som skal gøres klar til det store rykind af forskere der er nært forestående.
Sommerlejren ligger ca. 1 kilometer fra Concordia og består af en række solide telte, hvor der er indlagt vand, og der er selvfølgelig espressomaskine og vaskemaskine. Der er sågar internet, som alle andre steder på basen, hvor man kan bruge intranettet til mails og kommunikere med omverdenen med WhatsApp.
Indenfor er sengene redt, men et lag kulde dækker det hele og der står flasker fra sidste sommer med frossent indhold på siderne. Og tomme vinflasker. Det er lidt underligt at vi om et øjeblik ikke længere er 30 mennesker, men 80, og basen kommer til at summe af liv og røde (italienske) og blå (franske) michelinmænd. Jeg får en guidet tur rundt på snescooter og får også set EPICA-hulen udefra. Der er adgang forbudt for uvedkommende, dels da hulen indeholder års arbejde med iskerner og dels fordi det er et sted, man godt kan komme galt afsted. Og det er altså bedst ikke at falde i huller, når temperaturen er minus 80, som den mere eller mindre konstant er i denne hule.
Det tager tid at hive folk op.
På Mario Zuchelli-basen var der under mit ophold besøg fra den kinesiske base. Den kinesiske stationsleder fortalte, at de har planer om at bygge en base på isen, tæt på Concordia (i hvert fald relativt tæt), for at bore efter iskerner. Lidt overraskende kendte han ikke til EPICA-projektet eller oprindelsen af Concordia, der jo netop blev bygget som Dome C med henblik på dette. Et eller andet sted kunne et samarbejde jo virke hensigtsmæssigt, særlig nu hvor Antarktis er dedikeret til fredelige formål, som forskning. Men der er uden tvivl noget politik, der går min hjerne forbi.
Jeg får lov til at spadsere den lille kilometer tilbage til basen med kameraet over skulderen. Det giver mere tid til at tage det hele ind og kræver mindre tid til bekymring om frostbid på næsen. Jeg har det varmt og godt i min flyverdragt, 2 skimasker, hue, skibriller og et par elektrisk varmede handsker suppleret med et par skalhandsker. Og så selvfølgelig støvlerne i hvad der ser ud til at være størrelse 65. Det er vanskeligt at beskrive landskabet. Jeg ved, at der er nogle af jer, der læser med, der også har været på den grønlandske indlandsis og man får samme fornemmelse af uendelighed dér, som man gør her. Det er lysende hvidt, med hvide kurvaturer og man kan fornemme, at det buer mod horisonten under den næsen turkisblå himmel. Men ellers er der ingenting. Ingen lyde, ingen dyr. Ingen lugte.
Hvide Mars.
Jeg kan mærke, at der er en stor forskel hér i forhold til mine ture på indlandsisen. På indlandsisen har jeg altid været på vej et eller andet sted hen. Det har været dagsture for at betragte det majestætiske landskab – eller da vi krydsede i 2016, og skulle fra vest til øst og derfor hele tiden var i en form for aktivitet, der skulle føre os fremad. En konstant kiggen efter nunatakker (og isbjørnespor).
Her står jeg stille og skal stå stille det næste år. Indenfor på basen er der lugte og lyde. En rundtur på basen med stationslederen fører os forbi det vandrensningsanlæg, jeg tidligere har skrevet om – her har det dog en helt anden størrelse. Drikkevandet på Concordia er smeltet sne, som hentes et afskåret sted et stykke fra basen. Det drikkevand der løber i vasken kommer forbi vandrensningsanlægget og genbruges som vand i toilettet eller brusere. Bruservandet renses igen og genbruges, mens toiletvand og vand fra bestemte vaske ender som ”sort vand” og genbruges ikke igen. Alt i alt genbruges ca. 85 % af vandet – men det er en tidskrævende og energikrævende proces. Affaldet sorteres også med hård hånd. Meget komprimeres, så det kan sendes tilbage til Australien - og er det ikke ordentligt sorteret, vanker der bøder. Det organiske affald kommer til gengæld i en container, hvor det komposteres – det mindsker volumen med 90 % og jeg tager mig selv i at tænke, om der mon er penge i at sælge muld fra Antarktis…
Der er en svag, ubestemmelig lugt i Concordia. Angiveligt har det været langt mere udtalt og det viser sig, at det stammer fra engang, hvor man bogstaveligt talt brændte lortet! Man havde simpelthen toiletter, hvor man efter brug pressede indholdet ned og det blev brændt af. Der eksisterer stadig et enkelt, som kommer i brug, hvis toiletsystemet stopper til – men åbenbart plejer de fleste at kunne holde sig 😊
Tilbage til sortering og leden. Jeg ender med at bruge det meste af dagen på at mærke prøveglas, så de er klar til brug, når de andre kommer og forsøgene går rigtig i gang. Jeg gennemgår også et par kasser med indhold, hvor det viser sig, at en del er udløbet og andet eksploderet og jeg må maile den forsker, der er ansvarlig for projektet med de kedelige nyheder.
Og i hjørnet under et tæppe lurer en CT-scanner, jeg i morgen vil forsøge at få startet op.
Det bliver spændende.
Comments