Siger vores astronom og sætter sig tungt på bænken ved hovedindgangen til stationen. Der er is på masken, skibrillerne og halsrøret og den røde hud skyldes ikke sol, men kulde. Det er torsdag og alle er i live, skal det lige siges.
Også astronomen.
Faktisk er stemningen ved hovedindgangen nærmest euforisk. Vi er netop kommet ind på basen fra en redningsøvelse og vores kvindelige glaciolog er blevet befriet fra to soveposer og to bårer. Hun er også i live. I hvert fald indtil videre – hospitalsholdet dukker nemlig op kort tid efter, iklædt operationstøj og ”klar til at træne procedurer”. Lidt foruroligende, da scenariet var en skadet ankel…
Som jeg har skrevet tidligere, er én af mine funktioner at være teamleder for redningsholdet. Og i dag har vi ”reddet” vores ene glaciolog efter et fald godt 700-800 meter fra basen.
Det gik glimrende! Lige fra den anden glaciolog, som inden for få minutter fik hentet en skumplade og sovepose til at isolere den tilskadekomne fra kulden (og meddelte over radioen, at han ”nok skulle holde hende varm”), til vores radiomand, som fik spurgt om detaljer og videreformidlet information til den store guldmedalje, til redningsholdet, som var samlet og klar til afgang inden for få minutter.
Men det er hårdt arbejde – som så flot udtrykt af vores astronom, som ellers primært består af muskler og har en fedtprocent så lav, at mit udstyr til kropsanalyse konsekvent fejlmelder, hver gang han bliver undersøgt.
Den tynde luft gør alting hårdere – fra let til kaste-op hårdere - og den hårde frost gør også, at der ikke er meget glid på sneen, når et menneske iklædt polartøj, to soveposer, fastspændt på én båre, som er fastspændt endnu en båre (som kan glide på sneen og isolere ekstra mod kulden) skal trækkes tilbage til basen. 800 meter føles som det dobbelte. Og sneen er puklet og indimellem er den korteste vej at tage den over driverne. Eller under hegnet. Hvilket er en udfordring, når man også har en enorm rygsæk på (lægetasken).
Indimellem må jeg ned og kravle og føler mig lidt som en omvendt kæntret skildpadde, når jeg skal op igen.
Den sidste gang jeg skal under hegnet, bander jeg også lidt over, at jeg besluttede mig for at fordrive ventetiden inden nødkaldet med yoga – og squats.
Da vi er tæt på stationen, kalder jeg basen, så de kan være klar til at åbne døren, så vi hurtigt kan komme ind. Den tekniske leder står klar med den geniale idé at bruge fragtelevatoren til at bringe båren med den tilskadekomne op til dør-niveau, i stedet for at skulle løfte hende op ad trappen – hvilket også ville have betydet, at vi skulle have den inderste båre løftet ud af den yderste (den yderste kan ikke strammes tilstrækkeligt til at jeg tør stole på, at den kan holde en tilskadekommen fast i skæve vinkler), hvilket ville koste tid, varme og energi. Det er ikke for ingenting, at teknikerne til dagligt går under navnet ”The Dream Team”.
Inde i basen kigger jeg på uret, og det har taget godt 30 minutter siden det første nødkald, til alle er tilbage i basen. Jeg er godt tilfreds – ikke mindst da den tilskadekomne glaciolog melder, at hun faktisk havde det en smule varmt undervejs. Perfekt.
Det er den tynde luft, vi mest mærker, når vi er i gang fysisk – men kulden er uden sammenligning den største fare hernede i sydpolsghettoen.
Aktuelt har vi redningsøvelser 1 gang om måneden.
Dertil kommer brandøvelser, som fungerer bedre og bedre - der har været små knaster med radiokommunikation, branddøre og sikring af tilskadekomne, men der er godt styr på det nu. Dertil kommer der evakueringsøvelser, hvor basen rømmes og alle mødes i garagen (hvor the Dream Team indtil videre har stået klar med den franske udgave af glögg – vin chaud – og kage) – en manøvre, vi kan klare på 5 minutter. Det skal i den forbindelse siges, at skulle det blive aktuelt med en virkelig evakuering, har vi tasker med ekstra tøj og andre fornødenheder efter eget valg opbevaret i et telt tæt på garagen, så det hurtigt kan hentes - lederen af teknikerne synes i øvrigt, det er hysterisk morsomt, at jeg som den eneste har pakket en tandbørste og tandpasta, da tandpasta jo fryser – jeg har forklaret, at man kan tø den slags op med kropsvarme, hvis der ikke er andre måder – det virkede, da vi krydsede indlandsisen.
Og så lader vi være med at psykoanalysere mere på det (men helt ærligt – man risikerer jo flere måneder uden tandbørstning!!)
Når vi er udstyret med vores tasker, vil en del af teknikerne, vores anden læge og vores radiomand, tage hen til vores sommerlejr, som ellers er lukket ned. Dér vil de starte de ekstra generatorer, som sørger for strøm og varme i sommerlejren og tage kontakt til omverdenen (en procedure, er i øvrigt også testes med jævne mellemrum). Det er i øvrigt også dér, hvor vores ekstra mad opbevares – så der er pulversuppe, te og pasta til mange måneder. Resten af os tager hen til astronomernes shelter og venter – det er træbygning, som altid er opvarmet og hvor vi har et lille ekstra lager af mad – og dunke til at tisse i. Jep – venligt sponsoreret af den lokale ESA-læge. Efter et døgns tid burde det så være muligt at samles i sommerlejren.
Det har aldrig været aktuelt at evakuere basen – og det bliver det selvfølgelig heller ikke. Men vi er forberedte.
Det skal i den forbindelse nævnes, at det godt kan tage tid at varme de bygninger op, som ikke er i brug til dagligt. I skrivende stund siger termometeret -94.9 grader med windchill, -68.9 uden, og da vi for nyligt havde flyttet vores pizza-aften ud af huset, havde teknikerne brugt et døgn på at varme en bygning op til formålet. De kunne fortælle, at det havde været så koldt, da de ankom, at de flasker med alkohol, de fandt gemt i møblerne, havde været dybfrosne (folk fra tidligere tider har i øvrigt gemt alkohol alle vegne i Concordia – man skulle tro, at en flok Skt. Bernhards-hunde spøgte på stedet!).
Hvilket faktisk besvarer et spørgsmål, jeg er blevet stillet af en ven: fryser en flaske vodka i -70 grader? Jep!
Men det lykkedes faktisk for os, på grund af et smukt samarbejde mellem teknikere og kok, at holde pizzaen varm fra basen og hen til shelter’et, hvor vi tilbragte aftenen.
Pizza bliver i øvrigt bragt ud på pulk på disse kanter! Men det tager lidt mere end 5 minutter.
Men nu kan vi virkelig begynde at mærke, at den mørke tid nærmer sig. Aktuelt står solen op omkring kl. 6 om morgenen og går ned igen omkring kl. 17. Og dagen er hastigt aftagende - om mindre end en måned (2. maj) går solen ned for sidste gang indtil august. Nogle af mine kolleger på basen er så småt begyndt at udtrykke bekymring for den ventende mørketid, og enten tager problemerne med nattesøvnen til – eller også er det blevet et større problem, for dem som er hårdest ramt. Det fylder i hvert fald mere og mere hos enkelte på basen. Jeg krydser fingre for, at det enten bedres eller i hvert fald ikke bliver værre, hos dem som lider mest under det – selv sover jeg omkring 5 rimelig gode timer, og er så privilegeret, at jeg oftest kan snige en powernap ind i løbet af dagen, hvis det er nødvendigt. Og nogle håndterer det med humor eller er så praktisk anlagte, at de lige bruger et par timer om natten til at arbejde i fred og ro.
Jeg er selv utroligt taknemmelig for min tid i Grønland, også hvad erfaringen med vintermørket angår - og glæder mig faktisk lidt. Min grønlandske julestjerne, som jeg fik af en god veninde, da jeg flyttede tilbage til Danmark fra Grønland, og som ikke nåede frem til julen hernede, skal op og hænge. Og så skal stjernehimlen, og forhåbentlig også sydlys, nydes.
Der er nemlig mørkt hernede. Sådan rigtig mørkt, som jeg ikke har oplevet det længe. Mørkt som i det grønlandske fjeld eller en mark i Vestjylland. Pandelamper er nødvendige, når man går ud i mørket – sneen lyser ikke, sådan som jeg er vant til det fra Grønland – den mangler simpelthen noget at reflektere.
Men stjernehimlen…
Der var ikke flere natbusser, da vi skulle tilbage til basen efter vores pizza-aften, og jeg havde følge af astronomen, som hurtigt foreslog, at vi skulle slukke vores pandelamper. Og det syn, der strakte sig over vores huer, var ganske ubeskriveligt.
Jeg har selvfølgelig set billeder af stjernehimlen hernede og havde kun forventet noget ganske storslået. Men der er ting i livet, hvor billeder aldrig nogensinde vil kunne gengive synet eller beskrive følelsen – og den antarktiske nattehimmel er én af dem. Mælkevejen strakte sig fra den ene horisont til den anden, den Magellanske sky var tydelig, ligesom stjernebilleder nemt kunne identificeres i al deres klarhed. Og så var der lige en enkelt planet, der strålede ned på os.
Og så står man dér og også bliver mindet om, hvor lille, forgængelig og ubetydelig man er – og er ganske taknemmelig og lykkelig imens.
Og så ville jeg egentlig have skrevet noget om vores walk for climate og om klimaforandringerne i Antarktis mere generelt.
Men lad os blive ved det lykkelige for nu og gemme den til næste gang 😊
Comments