Tiden går og pludselig blev det august.
Månederne i foråret og sommeren gik med at arbejde, ”lære fransk” (mere om det i næste blogindlæg) og nyde den danske sommer, vennerne og familien med en bevidsthed om, at jeg snart vil komme til at undvære det/dem i et godt stykke tid.
Lydene af bølger og havfugle fra kajakken blev optaget, vandreruter i Danmark blev travet på trods af alt for høje varmegrader og der blev spist is, grinet, drukket øl og slikket sol. Udsigten til at rejse til Antarktis og opholde sig i kulden i 13 måneder gav en utrolig inspiration til at gribe nuet mere end normalt. Skrivning af forskningsartikler blev derfor også gemt til regnvejrsdage (som aldrig kom) og støvsugeren blev sat til at samle… støv.
Og så blev det august og jeg fik ferie! Ferien var blevet afsat til træning med de ESA-forskningshold, som jeg skal samarbejde med på Concordia, og hvoraf tre befinder sig i Tyskland og ét i Frankrig. Så jeg kunne kombinere træningen med en ungdomsdrøm – nemlig interrail.
Så pakket med rygsæk og et hav af togbilletter -jeg er jo blevet for gammel og magelig til at rejse uden pladsbillet og jeg skulle jo også helst kunne arbejde undervejs (var min undskyldning i hvert fald) - startede jeg turen en lun sommermorgen i Aalborg - med en togbus. Tak DSB for at sende mig afsted på den store togtur med manér!
Første stop var Berlin, hvor der var afsat 4 dage til at træne med dét team (BoneHealth), der fokuserer på knogle- og muskelpåvirkning. Jeg lavede CT-scanninger, kropsanalyser, tests af muskelkraft og balance og kunne konstatere, ikke helt overrasket, at pølser er en fast del af madudvalget i tyske hospitalskantiner.
Jeg blev også fortalt, at den (lille og formålsspecifikke) CT-scanner, de har i Concordia, og som blev fragtet derned for nogle år siden, gik i stykker på turen. Så den hollandske læge, der havde ”min” stilling, limede den møjsommeligt sammen. Den har virket siden og han er, fuldt fortjent, blevet lidt af en legende hos forskningsholdet.
Men der blev også tid til at tale om vandreture, sommertørke og nyder Berlins ”Lange Nacht der Museen”, hvor man for et symbolsk beløb får fri adgang til de fleste af byens museer én aften/nat om året. Jeg havde selvfølgelig lagt en strategi (der er alligevel ca. 170 muséer i Berlin) og startede på Planetariet, der som forventet var fantastisk – også på tysk. Derefter det Naturhistoriske Museum, hvor de havde opstillet cocktailbarer ved siden af Tyrannosaurus Rex (tysk effektivitet når det er bedst) og til sidst det Medicinhistoriske Museum, som er placeret på ét af byens hospitaler og hvor præparatudstillingen var lidt af et tilløbsstykke. Og hvor man selvfølgelig kunne slutte af med at købe en pølse og øl.
Næste stop på togturen var Stuttgart. Her holder Simskill, et af de forskningshold, som bl.a. kigger på hvordan langvarig isolation påvirker koordination og kognitive evner, til. De undersøger også hvordan ens navigationsevner påvirkes, og hertil benytter de en Soyuz-simulator, fuldstændig mage til den dén, astronauterne trænes på i Köln (Soyuz er det rumfartøj, som bl.a. transporterer astronauterne til den Internationale Rumstation, ISS).
Eller, ikke helt magen til - indpakningen på den, de bruger i Concordia er lidt anderledes, nemlig et metalskelet tildækket med sort stof, hvorunder der gemmer sig hvad der nok bedst kan betegnes som et bilsæde, der er tippet bagover, to joysticks og 3 skærme påhængt metalskellettet. Den ”rigtige” simulator ligner udefra en metaldykkerklokke, har tre sæder og en masse knapper, som man dog ikke får noget ud af at trykke på (jeg har prøvet). Men softwaren er fuldstændig den samme, og jeg fik lov til både at flyve i den ”rigtige” simulator og en model magen til den i Concordia. Og det gik vist OK, indtil instruktøren bad mig om at ”docke” Soyuz på ISS, mens den var i kredsløb om Månen. Han havde dog glemt at slå Månens tyngdekraft fra (meget livagtigt…). Så efter lidt undren fra hans side over at instrumenterne ikke helt opførte sig som ventet, fik jeg pludselig besked om, at det var bedst at skynde sig… Soyuz endte som osten i en parisertoast – mast mellem Månen og ISS.
Det bliver formentlig sidste år, hvor Simskill samler data i Concordia, så jeg får også fornøjelsen af at skulle skille simulatoren ad og pakke den ned engang næste år. Så dét skulle også trænes. Det viste sig at være ret let – jeg blev dog lidt ivrig med skruetrækkeren og det tog derfor lidt længere tid at samle den igen end planlagt. Men det hele virkede da bagefter, og dét ved vi jo alle sammen er det vigtigste! Og chefen for projektet, Reinhold Ewald, fik mulighed for at få taget et billede sammen med mig, simulatoren og en skruetrækker – og det var da pænt smigrende, at han gerne ville det, så han kunne lægge det op på hans blog – han er nemlig astronaut. En ægte én af slagsen. Og så er det altså pænt svært ikke at stå og grine fjoget.
Ewald var også ret interesseret i mine år som læge i Grønland, herunder hvad det mest ekstreme, jeg havde oplevet, var – nu har jeg generelt ikke tendens til at tiltrække den store drama (heldigvis), så hans historie om dengang de måtte evakuere MIR pga. brand og gøre klar til intubation i rummet, var klart bedre end min.
Men det er da også en lidt unfair ”konkurrence”!?
Reinhold Ewald er uddannet fysiker og var i rummet i 1997 og har siden arbejdet med bl.a. ESA. I 2015 blev han professor på instituttet for Rumfart i Stuttgart og det var så i den egenskab, jeg havde fornøjelsen af at møde ham den dag. Jeg mødte ham igen senere på ugen over et par glas vin (den årlige vin-festival faldt sammen med mit besøg) sammen med en række andre personer fra instituttet, og hvor følgende samtale fandt sted:
Reinhold Ewald (RE): Jeg har i øvrigt talt med Alexander Gerst i dag (den tyske astronaut som aktuelt er leder på ISS). Jeg måtte godt nok gå fra et møde, for når man modtager et opkald med XXX foran nummeret, så skal man tage den! Så er det nemlig fra ISS – eller det går via NASA… (han viser telefonnummeret på sin mobiltelefeon) – men det fungerer kun énvejs, så det hjælper ikke at kopiere nummeret - hø hø.
Mig (med store øjne): du kan jo bare give Alexander Gerst mit nummer…?
RE: Mmm… (ser lidt tvivlende ud) – det går nok ikke - men du kan få hans e-mail adresse! Så kan du sende ham beskeder!
Kvik som jeg er, fik jeg vist desværre fremstammet noget med, at jeg nok alligevel ikke helt vidste, hvad jeg skulle skrive til ham (FJOLS!), så jeg fik ikke e-mail adressen. Men næste gang jeg bliver tilbudt den slags, slår jeg da helt klart til… (as if).
Foruden den projektspecifikke træning fik jeg også mulighed for at tilbringe tid med nogle af de andre phd-studerende (instruktøren, som trænede mig, er i gang med en phd), som alle var i gang med aldeles fantastiske projekter, som jeg forstod meget lidt af. Jeg blev også introduceret til et meget spændende alge-projekt, som bl.a. skal afprøves på ISS i starten af 2019. Alger er nemlig gode til at omdanne CO2 til ilt og samtidig lidt af et superfood – og det er jo ret smart på rumrejser. Det bliver spændende at følge.
Og så blev lagt planer om en LEGO-model af Concordia (ingeniører er jo super LEGO-nørdede på den gode måde) - der kommer forhåbentligt nyt fra dén front på et tidspunkt.
.
Så Stuttgart var på alle måder en kæmpestor oplevelse. Og jeg har endda undladt vigtige detaljer, som f.eks. besøg på karaokebar.
Næste stop St-Etienne i Frankrig og så tilbage til Tyskland og astronauterne – så fortsættelse følger!
Kommentarer