Jeg lovede sidste gang en historie om en læge på en cykel tæt på sydpolen. Og det er faktisk ved at være et par uger siden, men det er om ikke andet en lidt komisk sag – så den kommer her 😊
Vi har 4 cykler på Concordia – 2 fatbikes (cykler med meget brede dæk, som er gode til at køre i sne med), en almindelig mountainbike-lignende sag og en elektrisk fatbike. De bliver ikke brugt voldsomt meget - det er både hurtigere og faktisk også lidt sjovere at køre på snescooterne (og ja, i min alder kan man stadig finde på at sige ”vrum vrum”, når man starter snescooterne. Men nogle gange er cyklerne faktisk vældig praktiske og så er det jo god motion.
De franske og italienske polarinstitutter samarbejder med en del skoler – primært i Frankrig og Italien, selvfølgelig, men nogle gange også f.eks. fra England. Det medfører relativt regelmæssige videokonferencer - vi har en videokonference ca. 1 gang om ugen med en skole, hvor elever og lærere har mulighed for at stille alverdens spørgsmål om livet på Antarktis. Og for et par uger siden var det en ret storstilet sag med en italiensk skole, hvor der på den anden side af skærmen ville være ca. 400 mennesker. Og det viste sig så, at der var et generelt indtryk af, at jeg mere eller mindre konstant hjuler rundt på en af vores cykler.
Sandheden er, at jeg på det tidspunkt aldrig havde prøvet dem, men selvfølgelig har rodet rundt med vores rednings-slæde til snescooteren, som står parkeret lige ved siden af – det er måske blevet tolket som forsøg på at låse en cykel op (de har i øvrigt ikke låse). Og så blev jeg spurgt, om ikke jeg havde lyst til at lave et drive-by forbi vores astronomibygninger, springe af cyklen og hilse på skoleeleverne sådan lidt: ”Ciao, jeg er ESA-lægen! Come va?”-agtigt. Den var jeg selvfølgelig med på og tog en træningstur på den ene cykel, hvilket viste sig at være forbavsende sjovt. Og sidst på eftermiddagen var jeg klar. Den første udfordring var at finde et startsted, hvor kameraet ikke ville filme mig stå stille med cyklen, mens jeg ventede på mit signal. Det lykkedes ikke - kameramanden drejede konstant rundt og der er ikke mange steder at gå i dækning. Anden udfordring var at aflæse den ene forskers signal korrekt og så køre derhen uden at styrte. Det lykkedes – men jeg havde fået sat cyklen i alt for lavt gear, så jeg hjulede rundt og det må have taget et par minutter at komme derhen – men det var også fuldstændigt ligegyldigt, for stationslederen havde ingen intentioner om at holde op med at tale til kameraet. Så jeg og den anden forsker stod lidt og kiggede på hinanden, grinede og jeg parkerede cyklen op ad en snedrive og gik på besøg i astronomi-bygningen, hvor vi endte med at fordrive tiden med at blæse sæbebobler.
Sidstnævnte er i øvrigt vældigt sjovt i -30 grader – boblerne sprænger og bliver til sne. Stor underholdning. Og så troede jeg ellers i flere dage, at jeg var gået helt under/ved siden af kameraets radar. Men nej – en kollega på vej til Concordia havde til hans store glæde set i italiensk fjernsyn en skør person cykle rundt ved Concordia og glædede sig nu over, at der er cykler på Concordia. Og han var sød nok til at sende et billede – og jo, den var god nok. Jeg havde gjort min TV-debut i Italien.
Jeg har dog ikke fået andre tilbud siden… Og en lille indskydelse her: hvis der sidder nogle lærere eller lignende derude og tænker, at det kunne være sjovt med en videokonference med en base i Antarktis, så send en besked. Så skal jeg forsøge at formidle kontakten 😊
Nuvel, ikke mere om cykler eller italiensk fjernsyn. Lad os i stedet tale om alles yndlingsemne: vejret… Vi befinder os nemlig i en ret speciel situation – vi er på 3. dagen med blæst! Vejret inde i Antarktis er ret konstant og vinden er normalt omkring 1-3 m/s ved basen. De sidste dage har vinden dog ligget på 9-13 sekundmeter, hvilket er dybt usædvanligt – men meget, meget smukt. Her er jo ikke meget nedbør, men når vinden når derop, kan den alligevel godt flytte rundt med sneen og skabe en vis stemning af magi. Og når lavtrykket så også medfører en temperaturstigning, så temperaturen ikke bliver lavere end minus 30 på trods af windchill, er det perfekt at tage billeder i. Jeg håber, de vedhæftede billeder videregiver lidt af magien (desværre må jeg jo skrue lidt ned for opløsningen).
På en lidt mere eftertænksom note, betyder de aktuelle vejrforhold også, at vi også har fået sat en ny varmerekord. Temperaturen nåede for to dage siden helt op på omkring -10 grader – hvilket faktisk er skræmmende tæt på 0 grader og tøvejr. Klimaforandringer eller almindelig variation i vejret? Jeg håber på det sidste, frygter det første og glæder mig over at temperaturen i skrivende stund er -24 grader (-37,6 med windchill). Men om ikke andet er den hvide jul i hvert fald sikret og vi har skudt juledagene i gang med en sand pandekage-fest. De kære franske teknikere, som oftest står for at arrangere festlighederne på basen, stod nemlig i går for at lave en hulens masse crêpes (de tynde, store franske pandekager), som først blev serveret med kød, ost og æg – og senere med nutella og baconeller den danske publikumsfavorit, saltet karamel. Nam nam. Og serveringen fandt sted i festteltet, spaccaossa (knoglebrækkeren), så man kunne danse både før, efter og under pandekagespisningen (de rå øg i pandekagerne var nu tricky nok, når man stod stille).
Og hvis nogen skulle mangle en god grund til at tage til en forskningsstation i Antarktis, så burde dét at se midaldrende franske forskere i jeans, rullekravebluse og strømpefødder (næsten) gå i spagat på dansegulvet for efterfølgende at byde én op til en gang rock n’roll-dans, være grund nok.
Jeg kniber mig ofte i armen over at være her, men ofte af forskellige årsager 😊
Til slut: Rigtig glædelig jul, allesammen! I får hermed mit ”officielle” julekort (det er mig til venstre). I dag bliver billedet til Concordias officielle julekort taget. Jeg overvejer at inkludere cyklen. Fortsættelse følger…
Comentários