Kulden breder sig fra nakken, ned til skulderbladene og op til hårrødderne og et øjeblik fortryder jeg, at jeg tog huen af for et par kilometer siden.
Sneen er kold mod ryggen, når man sådan har lagt sig. Og nej - for en gangs skyld er jeg ikke faldet i en grøft eller i en snedrive (eller i en kombination af de to). Jeg har ganske frivilligt lagt med det ædle formål at lave en sneengel, men det lykkedes ikke rigtig. Sneen er ganske enkel for hård. Den ene af mine ledsagere mener, at det vil hjælpe, hvis jeg spiser mere kage - han har uden tvivl ret, men det virker ikke rigtig hensigtsmæssigt i andre mere sundhedsrelaterede henseende. Havde han sagt lakrids eller bacon havde det uden tvivl været en anden sag.
Det er søndag i Concordia, basens fridag (i det omfang det nu er muligt) og 8 af os er draget på tur mod ”Le Clé” også kaldet ”The Key” eller nu på dansk: ”Nøglen”. Det er en tur på godt 2 x 5 km langs basens ”vej” – det vil sige de spor, der er lavet af de vogne, der udgør traversen, som jeg skrev om i sidste indlæg. Og som de fleste nok har gættet, er de fleste gåture i Concordias opland ret ensformige, nemlig præget af fladt og hvidt, men lige netop her er der faktisk en turistattraktion – eller faktisk to.
Det er jo lige før man får lyst til at skrive en guidebog. Godt 500 meter fra basen er der sat en række vejskilte op – de peger mod tidligere beboeres hjembyer og sjovt nok alle i stort set samme retning (der er også et skilt mod ”HOME 450 m”).
Det er ikke den komplette samling, man finder her; der er nemlig en container ved basen som er fuldstændigt dekoreret med lignende vejskilte – og jeg satser selvfølgelig på at få sat et lille Aalborg-skilt op under mit ophold. Ved skiltene er der også tre kameler med retning mod Concordia! De er efterhånden blevet ret begravet af sne, men det er en sjov påmindelse om, at vi befinder os på det tørreste kontinent i verden. Godt 4500 længere henne ad vejen finder man ”Nøglen”. Det er simpelthen en træfigur af et 6-tal og en nøgle, hvorpå der står ”caterpillar”.
Historien er, at én af teknikerne på et tidspunkt tabte nøglen til én af basens køretøjer (jeg gætter på, at det var en caterpillar) og at man aldrig fandt nøglen igen. Om det passer, ved jeg ikke – men det er da en glimrende årsag til at gøre stedet til en attraktion!
Der mangler bare lige en bod med varm kakao og postkort.
Heldigvis har den én af de andre på søndagstur allerede tænkt tanken, og han hiver chokolade og æblejuice frem, da vi har nået dagens mål. Der bliver sludret og nogle tager et lille hvil på isen. Der bliver taget billeder og andre barnlige sjæle laver sneengle. Og faktisk er vi næsten så langt væk fra basen, som man kan komme.
Én af de ”gamle” overvintere fortæller mig, at ca. 1-2 km længere ude forsvinder radiosignalet – og så er man altså lidt på herrens mark, hvis der sker et eller andet. Vi er faktisk også kommet så langt væk, at Concordia kun lige kan anes.
På den anden side kommer man næppe til at tage en forkert vej et sted. Efter en halv times tid vender vi om. 10 km lyder ikke af meget, men i den tynde luft, kulden, selvom det er en lun dag på -35 grader, og i det til tider ret løse spor kan trætheden godt mærkes til sidst. Mine skibriller er også frosset til indvendigt, så jeg kun kan se ud af et lille hjørne nederst i venstre side, hvilket i øvrigt gør fotografering endnu mere interessant. Og da vi er kommet indenfor, kan jeg konstatere at mit hår har frosset sig fast på min ansigtsmaske. Jeg får heldigvis hjælp af en kollegas håndvarme og bevarer håret.
De følgende dage er kolde og præget af dagligdag. Jeg har travlt i laboratoriet, men får tid til en tur til The American Tower sammen med et par kolleger tirsdag for at se nærmere på sikkerhedsudstyret. Som tidligere nævnt er tårnet 45 meter højt og rent kuldemæssigt er man selvfølgelig væsentlig mere eksponeret, når man opholder sig på tårnet. Kommer man til skade deroppe, tæller hvert eneste minut.
De, der færdes i tårnet, er derfor udstyret med klatresele og radio - og de er altid to afsted sammen. Sidste år blev der monteret en klatreline midt i tårnet og, under vejledning af klatreguider, lavet plan for eventuelle redninger, som også blev gennem-øvet i løbet af sommeren. Men efterfølgende træning i løbet af vinteren viste, at ikke alt udstyr fungerer på samme måde i -80 grader som i -30, og holdet lavede derfor en umiddelbart enkel og velfungerende plan. Som heldigvis aldrig har været ”rigtigt” i brug. Vi taler lidt om mulige forbedringer og det bliver noget af det, som der skal arbejdes videre med i løbet af sommeren. Men foruden at være en kold dag med en betydelig chillfaktor (7,5 sekundmeter kan mærkes hernede), har vi også tirsdag den smukkeste halo om solen. Det er solens refleksion i ispartiklerne (har jeg ladet mig fortælle – korrigér mig endelig) og luften er på grund af vinden i det hele taget fyldt med ispartikler, som suser glimtende rundt. Det er et smukt syn, som er en rød næse værd.
Til slut vil jeg meddele, at jeg har fået et læserspørgsmål! Og måske endda ét, jeg kan svare på – eller i hvert fald gætte på et svar på (igen – korriger mig endelig): Hvordan har man fastlagt tidszonen, som Concordia befinder sig i (+8 UHT)? Det er skisme et godt spørgsmål. Nu er Antarktis jo ret stort og indeholder faktisk alle længdegrader, det vil sige potentielt alle tidszoner. Og lidt læsning om emnet kan afsløre, at man åbenbart i et vist omfang selv har kunnet bestemme tidszonen for f.eks. baserne. Og nogle steder har man valgt en tidszone som svarer til det land, man kommer fra – af rent praktiske årsager. Og, uden at kunne svare 100 % sikkert, så vil jeg tro, at man på Concordia har valgt denne tidszone, da området historisk (territorialkravene gælder jo ikke længere), tilhører Australien.
Comments