Vinden er i nord-nordøst.
Det er tidligt lørdag morgen d. 10. august og jeg står foran indgangen til basen - på den lune side af døren, vel at mærke – iført nattøj og morgenhår. Skærmen med det aktuelle vejr viser milde forhold med en temperatur på -45 C, godt -65 med windchill og et pænt lufttryk. Og alligevel slipper der et lille øv ud mellem tænderne - vind fra nord er stort set altid ensbetydende med overskyet vejr i Concordia.
10. august er dagen, hvor solen er spået til at stå op for første gang siden (cirka) 4. maj. Og som jeg skrev i sidste indlæg, er den længe ventet – og der er lidt uenighed, om den allerede var oppe og hilsen på 8. august. Men jeg og meteorologen holder på, at dét, vi har set de sidste dage, er refraktion – en afbøjning af solens stråler i atmosfæren, der får det til at se ud som om, solen er oppe. Ligesom vand bøjer lyset, kan atmosfæren have samme effekt – og vi mener altså, at vi stadig har den ”rigtige” sol til gode.
Klokken bliver 11.30, der er lyst, men ingen tegn på at skyerne letter. Da jeg er stædigheden selv, trækker jeg alligevel i polar-udstyret og går på jagt efter solen. Månen kan ganske svagt anes bag skydækket og når jeg lægger nakken helt tilbage, kan den blå himmel også anes som en kontrast mod al det hvide – men ingen sol.
Til gengæld udnytter jeg det milde vejr til en længere gåtur i en verden, hvor himmel og jord har samme farve og går i ét i horisonten - og som er helt stille. Når vinden er i nord, bliver motorlyden fra basen transporteret i den modsatte retning af vores sommerlejr, som er dér, hvor jeg befinder mig.
Og sol eller ej, så er det ganske magisk.
Når der ingen skyer er, virker landskabet omkring Concordia nærmest uendeligt. Når der er overskyet, er det lukket og verden omkring virker på samme tid både mindre, men også mere isoleret.
Jeg tager skibrillerne af i flere minutter – for første gang i månedsvis er det varmt nok og selvom glassene i brillerne er klare, er det alligevel fantastisk at kunne betragte landskabet uden. Med godt og vel 3 måneder tilbage i Antarktis, er det er med at suge det hele til sig som hvis det havde været en kæmpe bacon-smoothie.
Let om hjertet og lidt kold om øjnene går jeg tilbage til basen og frokosten – det er mig, der har borddæknings- og opvasketjansen denne lørdag.
Og jeg er (næsten) sikker på, at i morgen er skylaget lettet, solen titter frem og kulden bider igen. Og første solopgang eller ej – vi skal nok få så meget sol, at vi når at blive lidt trætte af den – i slutningen af oktober vil den igen være på himlen konstant.
OPDATERING fra søndag-mandag d. 12. og 13/8:
Ganske rigtigt – billeder inklusive sol er taget søndag og mandag, hvor solen skinnede, temperaturen var faldet til -65/-80 og brillerne blev på næsen.
Comments