Der blev løbet stærkt i de 6 ”fridage”.
Flyttefirma blev kontaktet med henblik på opmagasinering af møbler osv., og så blev der taget endelig hånd om et af de større ”problemer”, nemlig at melde flytning.
Hvordan er det lige man griber det an, når man flytter til et ”internationalt” sted, hvor man f.eks. ikke kan modtage post? Og det var bare én af udfordringerne.
Jeg havde i første omgang kontaktet kommunen på mail, og havde fået svar om, at jeg skulle kontakte Arktisk Kommando i Grønland, da udstationeringer i Arktis hører under dem. Sådan set en fin tanke, bortset fra, at jeg jo skal mod syd og ikke nord, og at jeg ikke skal udstationeres med militæret. Så jeg besluttede mig for at troppe op på Borgerservice i egen høje person (endda i pæne sko) for at forklare dem sagens sammenhæng – det er rart at have ting på skrift, men nogle gange er det bare lettere ansigt til ansigt.
Efter lidt omstillinger, rynkede pander og ringen-til-en-ven, kom jeg til at tale med den kvinde, som havde svaret på min mail. Hun var heldigvis utrolig imødekommende og efter lidt snak fandt vi frem til, at hele situationen kunne klares ved, at jeg lejer et værelse i Aalborg, og så ønskede hun mig ellers god tur – nordpå.
Pyt – det er tanken, der tæller, jo!
Men efter en lille uges tid gik turen altså tilbage til Frankrig. Afrejsen blev en anelse hektisk, at der 12 timer før afgang kom ændringer til programmet. Men jeg har nærmest Carl Hamilton’ske evner hvad angår at sove i fly, så manglende nattesøvn blev indhentet undervejs – og synet af alperne fra flyet giver jo også lidt energi.
Første stop var Chamonix, en utrolig idyllisk by ved foden af alperne og det franske udgangspunkt, hvis man vil bestige Mont Blanc. Her mødtes jeg med den lægelige chef i det franske polarinstitut og 6 andre læger, alle franske, som skal udstationeres på Antarktis eller de subantarktiske øer – bortset fra én, som bliver i det eksotiske i Paris det næste år som vores kontaktperson.
Vi startede ugen med at vandre opad! Vi gik fra byen og op til refugium i 2200 meters højde, hvor vi skulle have base resten af ugen. Vi gik i det smukkeste solskin, 20 graders varme, med udsigt til bjerge, gletschere og de utrolig mange paraglidere, der starter deres ture tæt på det refugium, vi skulle være. Og det uden at støde sammen.
De første dage var næsten rent teoretiske – undervisningen startede kl. 08.30 og fortsatte ofte til kl. 22.00, kun afbrudt af måltider, som blev forlænget af snak og beundring af udsigten. Som regel får de sne under denne træning (af mystiske årsager ofte om onsdagen) – men vi havde sol hele vejen igennem, på nær sidste dag, hvor vi vågnede op til tæt tåge - som jo er ret magisk i sig selv.
Teorien handlede selvfølgelig om lægefaglige problemstillinger og logistiske forhold, som er relevante, når man befinder sig et isoleret sted. Der blev bl.a. talt om nedkøling, evakuering, klatring, telemedicin, og udstyr.
På Concordia er min primære funktion forskning, mens en italiensk læge tager sig af det lægelige – jeg skal dog kunne assistere og stå for evakuering af tilskadekomne uden for basen. Højden og kulden gør nemlig, at en evakuering, selv få hundrede meter, er ret udmattende, og det er derfor vigtigt at den ”rigtige” læge forbliver på basen. Det gør også, at ABCDE-algoritmen (måden man håndterer akutte patienter i f.eks. skadestuer) er anderledes på Concordia – dér handler det om at få dem ind fra kulden!
Meget af den sidste del af ugen gik med praktiske øvelser. Nogle akutlæger og moutain rescuers underviste i bjergredninger og var figuranter, så vi fik trænet nogle scenarier. Og jeg kan hilse og sige, at det er hårdt! De tilskadekomne lå ofte i stenskred eller på skrænter, skulle derfra flyttes til en (metal)båre og så fragtes et par kilometer på stier, der er lavet til 1-2 personer. Sidste del kunne godt tage en times tid. Glimrende cross-fit! Men det var ekstremt spændende og lærerigt!
Og havde vi glemt noget, kom akuthelikopteren og satte det af – sikke en service. En enkelt gang kom den også forbi for at vinke til os, mens vi spiste aftensmad…
Da vi i løbet af ugen fik udleveret hjelm og klatreudstyr stod det selvfølgelig klart, at der også var en eller anden form for klatring på programmet. Så da dagen endelig kom, troede jeg egentligt, at jeg var ret godt mentalt forberedt – men nej.
Jeg har nemlig ret udtalt højdeskræk efter to episoder i Nepal for mange, mange år siden, hvor jeg den ene gang var ved at falde ned af et bjerg i snevejr og den anden gang under en klatretur ikke var sikret korrekt. Siden da har jeg mildest talt ikke været fan af klatring og det er aldrig lykkedes mig at komme længere op ad Kællingehætten i Sisimiut end til at kramme klippen, dér hvor tovene starter. Og den ene gang måtte jeg lokkes væk med kiks.
Klatredelen startede fint med knuder og sikring, og så skulle vi rundt om klippevæg, mens vi var sikret til selve klippen. Horisontalt – alt var godt. Men på et tidspunkt forsvandt rebet ned af en klippe – 20 meter vertikalt – værsgo’. Det tog lidt tid, lidt mental peptalk – og lidt tårer – men jeg kom da hele vejen ned - ledsaget af en guide, der kunne minde mig om at trække vejret og spørge hver femte minut om ikke klatring er sjovt? Mmm… nej.
Men jeg gjorde det igen dagen efter – i pænere stil. I hvert fald uden tårer 😊
Den ene af figuranterne var en engelsk læge, som nu arbejder i Chamonix og som faktisk tidligere har haft min stilling på Concordia. Så vi fik en lang snak – og det var også spændende at høre, hvad hun havde brugt tiden efter turen på (hun havde arbejdet et års tid for ESA og nu i gang med at blive narkoselæge).
Så alt i alt en fantastisk smuk, spændende, lærerig og grænseoverskridende uge – som vi sluttede af med en paragliding-tur, som var en utrolig smuk måde at se det imponerende landskab på. Og jeg fik lært en masse fransk, de andre fik genopfrisket engelsk, og der blev spist massive mængder tærte og drukket stærk kaffe. Som de i øvrigt serverer i skåle om morgenen – love it!
Comments